0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

Vil du være medunderskriver på høringssvar om Forslag til Roskilde Kommuneplan

Skrevet af:
Nils Boesen

Vi har lavet et høringssvar til kommuneplanen, som du kan læse nedenfor. Og du kan være medunderskriver, hvis du vil – send i så fald en bekræftelsesmail til Jesper på jesper@stickhill.dk senest søndag den 27. april.

Høringsvar til kommuneplan 2025

Byer og boliger

Vi støtter varmt planens vægt på at eksisterende bygrænser respekteres, og der værnes om det
åbne land ved først og fremmest at muliggøre byudvikling gennem fortætning og omdannelse.
Bynær natur, der kan nås til fods og på cykel, vil blive stadig vigtigere for vores daglige fysiske og
mentale trivsel. Selvom det er velkomment, at f.eks. ressourcestærke borgere ønsker at skabe
seniorbofællesskaber, må det ikke ske på bekostning af den natur der er fælles for alle.

Naturhensyn & Grøn Trepart

Hensyn til grundvand, klima, biodiversitet og rekreation

Særligt i Roskilde Nord er grundvandet belastet. Der er kun få boringer tilbage, som ikke er
påvirket af sprøjtegifte. Alle eksisterende og planlagte vandindvindingsområder bør derfor indgå i
positivområderne for skovrejsning, fordi det er den eneste dokumenterede sikre vej til at beskytte
grundvandet.

Blå-grøn strategi og klimatilpasning

Den ny blå-grønne strategi for Roskilde fokuserer på meget vigtige aspekter i forhold til at skabe
mere natur tæt ved byen og at gøre denne ny natur mere tilgængelig for Roskilde kommunes
borgere. Det er vigtigt i forhold til biodiversitet og vores helbred. Det er også gode parametre for at
gøre Roskilde til en attraktiv by at bo i, hvilket vil øge skatteindtægterne til kommunen. I store træk
peger strategien derfor på et win-win scenario for Roskilde i en tid hvor klimaet ændrer sig hurtigt.

Men som kommuneplanen også beskriver i afsnittet om klimatilpasning må klimaforandringerne
forventes at give meget store udfordringer. Klimaforandringer ikke er win-win, men snarere loose-
loose. F.eks. bor de fleste af kommunens borgere i huse som er bygget i et andet klima, og ved
veje som er dimensionerede for andre mængder regnvand. Derfor bør en strategisk plan i højere
grad konkretisere hvordan man kommer fra hensigtserklæringerne om klimatilpasning til mere
handlingsorienterede og konkrete bud på de svære spørgsmål angående konkret håndtering
(beredskab) og forebyggelse af oversvømmelse. Ligeledes kan man forvente flere ekstreme
tørkeperioder, som også bør have en plads i planen.

Som planen også nævner må vi forvente meget drastiske havvandsstigninger, som vil få enormt
stor betydning for Roskilde. F.eks. ligger Danmarks samlede radioaktive affald tæt ved nuværende
vandniveau i Roskilde. Planen nævner at Dansk Dekommissionering har ansvaret for at håndtere
det radioaktive affald og herunder sikre, at der opføres en midlertidig ny opgraderet lagerfacilitet til
brug frem til 2073, hvor folketinget skal have fundet en permanent løsning. Den opgraderede
lagerfacilitet skal blandt andet sikre affaldet mod stormflod og vil få sit eget sikkerhedshegn.
Borgere i kommunen har en interesse i at dette fremskyndes og kommunen kunne passende
beskrive de faciliterende tiltag kommunen kunne bidrage med.

Vind- og solenergi

Der er bred politisk enighed om, at vi skal udbygge vedvarende energi på land. I praksis er det dog
kommunerne, der står tilbage med dilemmaerne og frustrationerne, og skal balancere hensynet til
naboer, natur og lokalsamfund.

Grøn Pulje har i praksis ikke vist sig tilstrækkelig til at sikre varig lokal opbakning. Midlerne er
engangsbeløb med stramme bindinger, det vil sige de ikke kan anvendes til andre kommunale
opgaver som eksempelvis at sikre bedre lokal velfærd.

Og de sikrer ikke den langsigtede udvikling, som kommunerne har brug for. For at fastholde
tempoet i VE-udbygningen, skal vi sikre en mere retfærdig fordeling af værdien.

Et kommunalt udviklingsbidrag

Derfor bør Roskildes kommuneplan give sin opbakning til de mere end 20 kommuner, der foreslår
et Kommunalt Udviklingsbidrag.

Det vil betyde, at en del af den statslige elafgift reserveres til kommunerne, så de får en direkte og
varig økonomisk gevinst ved at udbygge VE. Et udviklingsbidrag på fire øre per kWh VE-strøm vil
sikre midler, der belønner både eksisterende og fremtidige VE-udbygninger. For
frontløberkommuner vil det i 2024 have svaret til et årligt provenu på omkring 500 millioner kroner.

Forslaget vil skabe et stærkere økonomisk incitament til at fremme udbygningen af VE på land og
samtidig styrke lokal udvikling i hele landet. Et udviklingsbidrag baseret på produktionen af grøn
strøm vil tilføre mærkbare økonomiske ressourcer til lokalsamfund, som kan bruges til den nære
velfærd, klimatilpasning, biodiversitetsprojekter, erhvervsudvikling eller innovation.

VE-udbygningen går for langsomt nationalt og i Roskilde

Danmark har ambitiøse mål om at firedoble VE-produktionen på land inden 2030 og blive
uafhængige af fossile brændsler inden 2050. Begge dele er helt nødvendige for at nå vores
klimamål, men hvis vi ønsker en omstilling, der er både effektiv og retfærdig, må vi sikre, at
værdien af den grønne omstilling fordeles til dem, der gør den muligt.

Roskilde må sammen med de øvrige kommuner opfordre regeringen og Folketinget til at handle
nu, hvis vi vil sikre, at VE-udbygningen sker i det nødvendige tempo. Indførelsen af et Kommunalt
Udviklingsbidrag sikrer, at kommunerne ikke blot bærer ansvaret for at planlægge og facilitere
udbygningen, men også får de rette økonomiske incitamenter til at sikre lokal opbakning og
accelerere den grønne omstilling.

Transportkorridor og VE

Arealerne, som er udlagt til statslige transportkorridorer, er attraktive for opstilling af VE-anlæg.
Kommunen bør have en strategi om at støtte og hjælpe lodsejere eller energifællesskaber, som
ønsker at udnytte transportkorridorerne til opsætning af solceller og vindmøller, så
dispensationsprocessen lettes.

Energi og varme

I kommuneplanen står: I henhold til Klimaplanen 2024 arbejder Roskilde Kommune for, at blive
CO2-neutral i 2040. Energi og Varme står samlet set for 47 % af Roskilde Kommunes CO2-
udledning. Det svarer til 159.000 ton CO2. Det er derfor vigtigt, at den fossile del af energien
udfases og nye grønne alternativer udvikles. Målsætningen er, at el- og varmeproduktion i 2040
udleder under 10.000 ton CO2 årligt.

Det er helt afgørende for klimabelastningen, at ikke kun de fossile brændsler udfases, men også
den kæmpestore andel på tæt ved 70% af brændslet, som biomasse (træflis og træpiller) udgør,
udfases og erstattes af vedvarende energi til produktion af fjernvarme. En plan for den
udfasning bør være en del af kommuneplanen.

Erhverv, detail og turisme

Selvom kommunalplanen naturligt nok har et stærkt fokus på den fysiske planlægning, mangler der
perspektiv og vision i afsnittet om erhverv, handel og turisme, som i meget høj grad – for ikke at
sige helt – fokuserer på at fortsætte i de vanlige spor.

Dermed mangler planen at forholde sig til både den ændring i erhvervs- , handels- og
beskæftigelsesmønstre, som vil fortsætte med at udvikle sig meget hurtigt de næste årtier, og dels
mangler planen overvejelser om hvordan arealomlægningerne i kommunen som en del af den
grønne trepart vil skabe nye muligheder for vækst i ikke mindst ”grønnere” erhverv knyttet til
naturforvaltning, turisme, fritid og lokal fødevareproduktion.

Andre nyheder du kunne være interesseret i

Kalder de unge – Plantekorpset kalder
Læs mere
Bred folkelig forankring af treparten i Roskilde bliver en realitet
Læs mere
Termonet eller individuelle varmepumper i Vor Frue
Læs mere
Kontakt

Mail: info@go-roskilde.dk
Telefon: 20 76 00 26
Kongemarken 30, 4000 Roskilde
CVR 43118935

Følg os

Tilmeld nyhedsbrev