Lokal Grøn Trepart i Roskilde?
Læs mere
Kulstofslagring er kommet meget frem i de senere år- sammen med en ny række forkortelser så som CCU, CCS, DAC, CRT, og med teknologier og koncepter som pyrolyse, skovrejsning, udtagning af lavbundsjord og CO2-fangst. Men hvad ligger der egentligt bag de krøllede fagtermer, og er det til at forklare og forstå for mindre krøllede hjerner? Prøv selv….
Atomnummer 6; carbon eller kulstof, som det kaldes på dansk, er betegnelsen for et af de grundstoffer som er essentielle for livet her på jorden. Det indgår blandt andet som en del af CO2 (sammen med oxygen eller ilt), men også i metangas, træ, jord, sodavand og sågar din egen krop.
Husker du tilbage til folkeskolens geografi, vil du måske vagt huske ordet kulstofkredsløb. Et ord som er kommet frem igen med fokus på klimakrisen. Simpelt sagt cirkulerer kulstof rundt i et kredsløb mellem forskellige sfærer. De mest typiske er måske atmosfæren og biosfæren, som vi kender ved f.eks. udledning af CO2 ved forbrænding og optag af CO2 ved planters fotosyntese.
Jeg vil dog også introducere dig for teknosfæren, som er central for dette skriv. Den består af alt den teknologi vi bruger – fra en hammer, til en opdrættet gris med et ekstra ribben, til højmoderne computerteknologi. Her anvendes og opbevares store mængder kulstof, typisk som vi høster fra biosfæren i form af træer, planter, mad osv. Det kan dog også være fossil olie, gas eller kul som vi henter op fra lithosfæren, dvs. undergrunden.
Kulstof er ikke en dårlig ting! – og faktisk er der noget som tyder på at vi kommer til at mangle kulstof i fremtiden1. Altså den biogene slags. Du består selv af omkring 18% kulstof, der fungerer som byggestene i din krop. Ligeledes er det en helt essentiel byggesten i alt levende og der findes desuden en betydelig bestanddel i jorden og havet. Problemet opstår når vi har for meget kulstof i atmosfæren i form af f.eks. CO2.
Når vi så f.eks. har fældet træet og lavet det om til et bord, lagrer vi kulstoffet de næste mange år, indtil der igen er udsalg i møbelforretningen. Når vi så skiller os af med bordet kan det være at det ender som småt brændbart, hvor vi brænder det af for at få varme i radiatoren, der så frigiver kulstoffet i bordet. Hvis vi i stedet lod bordet ligge ude i haven, måske endda i en kompostbunke, sker der en lignende proces. Her forbrænder bænkebidere og mikroorganismer nemlig bordets kulstof for at skabe energi som de kan leve af.
Pointen er altså at ligegyldigt hvad, vil kulstoffet vi høster fra biosfæren eller lithosfæren komme tilbage til atmosfæren.
En fællesbetegnelse for teknologier, der fjerner kulstof fra atmosfæren er CRT. Det står for carbon removal technology. Det begreb skelner ikke imellem teknologier, som sikrer optag af CO2 (CC – Carbon Capture), lagring af kulstoffet (CCS – Carbon Capture Storage), eller brug af det optagede og lagrede kulstof (CCS&U – Carbon Capture Storage & Utilization). Men denne distinktion er til gengæld meget vigtig, når vi skal skelne mellem og sammenligne teknologiernes egenskaber.
Optaget af CO2 er selve processen hvorved den fjernes fra atmosfæren, mens lagring er en forsinkelse af at kulstoffet bliver udledt til atmosfæren igen.
Direct Air Capture eller DAC er det, der snakkes om, når man vil høste CO2 direkte fra Aalborg Portlands skorsten. Teknologien er meget ny og giver bedst resultater steder hvor der er en høj koncentration af CO22. Her er der i højere grad tale om en teknologi, som for nuværende kan opsamle den kulstof vi lige har udledt, end en teknologi der direkte kan opsamle CO2 fra atmosfæren. Samtidig kræver teknologien energi og kan derfor kun være CO2 negativ, når den drives af energiformer med et lavt CO2-aftryk.
Planter er suveræne til at optage kulstof og har gjort det i mange flere år end vi mennesker har eksisteret. Det er vel næppe en overraskelse at planter optager CO2 og laver det om til sukkerstoffer gennem fotosyntese. Kulstoffet er så lagret i planten til den selv bliver nedbrudt af dyr og mikroorganismer. Effekten heraf kommer bl.a. an på kulstofindholdet i plantematerialet, plantens levetid og hvordan plantematerialet nedbrydes.
Dette gælder også i klassificeringen. F.eks. ville man måske ikke snakke om at etårige afgrøder lagrer kulstof, hvorimod træer lever i mange år før de fældes. Når træer og andre planter dør begynder en nedbrydelsesproces. Denne proces går meget hurtigt i starten hvor de let nedbrydelige planterester rådner og opløses. Man kan se det lidt ligesom vores egen fordøjelse hvor sukkerstoffer hurtigt nedbrydes, mens fibre tager en del længere tid at nedbryde.
Disse teknologier fjerner ikke kulstoffet, men sørger for at kulstoffet ikke udledes til atmosfæren lige foreløbigt. Dem, der nævnes herunder, gør som udgangspunkt brug af kulstof optaget af planter.
Udtagning af lavbundsjorde er også en “teknologi”, som er meget oppe i tiden og hvor regeringen har lagt sig på at yde finansiel støtte til udtagning af 140.000 Ha kulstofrig lavbundsjord. Disse lavbundsjorde er områder, hvor grundvandet lå højt og synligt på overfladen. De har i mange år været drænet for vand, fordi de så kunne bruges til at dyrke afgrøder. Så hele konceptet med udtagning er altså, at man ikke skal dyrke afgrøder på dem og at jordene igen skal blive vandmættede.
Lavbundsjorde er en måde at lagre kulstof i biosfæren, hvor planter dør og plantematerialet falder ned i vand, hvor det grundet iltfrie forhold ikke nedbrydes men i stedet bevares. Mængden af kulstof på en lavbundsjord varierer, men den er defineret som værende kulstofrig, når den består af over 6% kulstof4.
Der har været en del debat omkring det aktuelle kulstofindhold på lavbundsjordene, fordi det ikke var så højt som først antaget, men selv hvis der intet kulstof ligger i lavbundsjordene lige nu, udgør de stadig en måde at lagre kulstof fremover. Lidt pudsigt kan man faktisk sige, at jo mindre kulstof der er på lavbundsjordene lige nu, jo større potentiale er der for at de kan lagre kulstof fremadrettet.
Denne lagring er selvfølgelig ikke uendelig og når sit potentiale på et tidspunkt.
Pyrolyse er en anden teknologi som potentielt står overfor en bred udbredelse over de kommende år, da der bl.a. er afsat et tilskud på 10 mia. frem mod 2045 i den grønne trepartsaftale5. Har du købt ny ovn for nylig kender du måske pyrolyse som en indstilling der renser ovnen, og de store pyrolyseanlæg fungerer på en lignende måde.
Pyrolyse kan laves på forskellige organiske materialer, endda plastik, men det er typisk at det drives på halm eller slam fra biogas. Materialet opvarmes uden tilførsel af ilt og spaltes på den måde til 3 fraktioner gas, olie og kul.
Gassen afbrændes typisk for at drive opvarmningen af nyt materiale, mens olien kan oparbejdes til brændstof. Endeligt er der bio-kullet, som indeholder størstedelen af kulstoffet.
Dette bio-kul kan så opbevares f.eks. i gamle saltminer, eller nedmuldes på marken. Særligt det sidste kan være attraktivt, da kullet nedbrydes langsommere end plantemateriale og samtidig kan forbedre markkvaliteten.
Når vi så står med kulstoffet i hånden giver det vel rigtig god mening at bruge det til noget, bl.a. fordi det skaber et økonomisk grundlag for at fjerne kulstoffet til at starte med. Dette vil som oftest være noget der sker i teknosfæren, men f.eks. biokul fra pyrolyse, som smides på en mark er måske sværere at klassificere.
Her kommer bioraffinering ind i billedet og selvom det er et fint og fornemt ord behøver det ikke at være så kompliceret. I definitionen kan bioraffinering nemlig bare være en forarbejdning af plantemateriale. Dvs. at alt hvad der bygges i træ sådan set er en form for bioraffinering. I den mere komplekse bioraffinering arbejdes der med tang, halm, græs og mere7 til at producere forskellige materialer f.eks. byggeplader8.
Især byggematerialer er interessante fordi der går mange år før det skiftes ud og altså dermed kan holde på kulstoffet i mange år.
Det rungende svar er nej – og ja. Hvis ikke vi udleder langt mindre kulstof – herunder primært det fossile – kan vi ikke bringe vores udledninger ned i nærheden af nul. Men hvis vi ikke samtidig lagrer kulstof, kan vi ikke bringe indholdet af kulstof i atmosfæren ned fra det høje niveau, det har i dag – med de allerede mærkbare alvorlige klimapåvirkninger, det har. Der er altså ret stor konsensus – det er bedre at stoppe udledningerne end at øge optaget.
Selvom der kan være en tendens til at foretrække skovrejsning og etablering af naturområder som løsningen. Måske især fordi det giver nogle andre attraktive værdier der ikke har så meget med klimakrisen at gøre. Har enkelte forskere9 vurderet adskillige af de nævnte teknologier og konklusionen er:
-Der er ikke en af teknologierne, som ikke har en bagside.
De naturnære løsninger kræver plads, tager meget lang tid og er måske i virkeligheden en dårlig løsning på kort sigt. DAC og pyrolyse baserer sig på relativt ny teknologi og sætter krav til bl.a. den energi der anvendes i produktionen og hvordan produktet anvendes bagefter. Bioraffineringen lider især af sidstnævnte for hvordan sikrer man sig egentligt at materialer holder så lang tid som muligt og ikke bare bliver udskiftet og brændt af.
Der er desværre ikke nogen nem sort hvid løsning, men nu har du et mere nuanceret billede af de naturskønne og innovative superløsninger, der kun måske delvist kan løse problemet.
