Samskabelse på vej – eller snubler kommunen i sine egne drømme?
Læs mere
Header Credit: Unsplash/Adrien
Vi venter utålmodigt og håbefuldt på, at den grønne trepart omsættes til en bred, men også ambitiøs politisk aftale. Vi skal videre, og videre nu. For fjordenes skyld, for klimaets skyld, for biodiversitetens skyld – og for vores alle sammens skyld.
Lige nu er der fokus på den politiske aftale – men treparten er meget mere, og meget sværere, end det. Det er – uanset hvor aftalen lander – den største arealomlægning i Danmark siden de store landboreformer. Den omfatter – med 140.000 ha lavbundsudtagning inden 2030 og 250.000 ha skovrejsning frem mod 2045 – en teknisk, administrativ, juridisk og økonomisk øvelse af et helt enormt omfang og en hel enorm kompleksitet.
Politiken har for nylig beskrevet, hvordan dygtige kommunalansatte har sat fart på udtagning af lavbundsjord i Varde og Assens, med en samarbejdende tilgang hvor lodsejere og lokalområder inddrages tidligt i processerne. De processer skal mangedobles i de kommende år, og der vil være en vifte af ordninger i spil, som næppe kommer til at udgøre et harmonisk hele, lidt som vi kender det fra vedvarende energi-området.
Samtidig skal usædvanligt mange forskellige interesser gentænkes, balanceres, forhandles og mægles. Vi taler om et nyt forhold til naturen, vi taler landbrug, vandindvinding, biodiversitet, bæredygtig turisme, beskyttet natur, rene fjorde, sportsfiskeri, jagt og alle de andre måder, vi er og skal være i naturen på. Og vi taler CO2-reduktioner, hvor de tidligere udtagningsordninger overvejende fokuserede på at reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet.
Derfor er den grønne trepart ikke kun politik og teknisk-administrative processer. Den skal også forankres folkeligt helt lokalt – der, hvor den nye skov skal rejses, der, hvor enge og overdrev skal genskabes, der, hvor der kan være et shelter, et fugletårn eller en vandresti. Det hele med respekt for de lodsejere, der skal sælge eller lægge jord til.
Trepartsaftalen taler godt nok om lokal forankring – men det er gennem kystvandråd og vand-oplands-styregrupper, som dækker flere eller endda mange kommuner, og som i mange tilfælde vil skulle rådgive og vejlede hundredevis af udtagnings- og skovrejsningsprocesser. På kommuneniveau, hvor projekterne faktisk skal detaljeres og aftales, er der tilsyneladende endnu ingen planer om at søge at samskabe arealomlægningerne med de mange interessenter, der er i hver eneste ådal og langs hver eneste kyst.
Men det kan nås endnu. Der bør laves rådgivende forsamlinger på kommuneniveau, hvor kommunernes politikere og forvaltere, lodsejere og naturbrugere af alle slags kan samtale om planer, udfordringer og fremdrift, og hvor læring om, hvad der skaber fordragelige og effektive processer, kan deles. Landbrugets organisationer og Danmarks Naturfredningsforening er naturligvis helt centrale spillere her, men de er langtfra de eneste interessenter.
Der kan dog stadig være langt fra lokale møder i kommunens hovedby til de helt konkrete udtagnings- og skovrejsningsprojekter – og kommunernes ganske få medarbejdere får mere end travlt hvis de skal drikke spandevis af kaffe og inddrage lodsejere og borgere helt lokalt i samskabelse af de måske 5-10.000 projekter, der kan blive tale om. Vi har 6000 heltids og ca. 24.000 deltidslandbrug i Danmark, som alle er potentielle deltagere i støre eller mindre udtagnings- og skovrejsningsprojekter.
Derfor bør vi trække på vores stærke folkeoplysende traditioner, og på vores stærke tradition for frivilligt arbejde, til at understøtte treparten lokalt. Vi kan uddanne frivillige ”treparts-ambassadører”, rekrutteret især blandt +60-ere, som har faglig og erfaringsmæssig relevant baggrund, og som gerne vil gøre en forskel i deres eget lokalområde. Med professionelt tilrettelagt træning i facilitering, mægling og i de konkrete udtagningsordninger kan de mægle mellem de forskellige legitime interesser, og dermed gøde jorden (nåh, ja…) for de formelle processer, der til sidst skal til i aftaler mellem lodsejere, kommuner og de myndigheder, der administrerer de forskellige udtagnings- og skovrejsningsordninger.
Vi har i Grønt Omstillingsforbund – Roskilde gode erfaringer med at trække på seniorer, der, når arbejdslivet er slut, gerne vil bruge deres faglige kompetencer på at sætte fart i den grønne omstilling, og som forstår vigtigheden af at mægle mellem meninger og interesser, snarere end at promovere egne.
Samtidig kan folkeoplysende foreninger som vores bidrage med viden, adgang til oversigtlig information, supervision af de frivillige og erfaringsudveksling imellem dem og andre aktører i kommunen eller området, herunder de udtagningskonsulenter, som typisk sidder i landbrugsorganisationerne og rådgiver lodsejerne. Vi kan arrangere vandringer, debatmøder og foredrag, og dermed give vores bidrag til at et nyt, naturrigt Danmark bliver en fælles sag, og en folkesag.
Den grønne trepart har brug for folkelig forankring. Lad os skabe den, så vi samskaber et nyt grønt Danmark, for vores egen og vores efterkommeres skyld.
Ovenstående var den tredje nyhed vi har bragt på emnet om den grønne trepart. Denne gang var det et blogindlæg fra Nils, men tidligere har vi bragt et åbent brev vi sendte til kommunens miljøudvalg, da der var fiskedød i Roskilde Havn, samt et indlæg om hvad den grønne trepart egentligt er, noget af kritikken og indledende om hvordan vi sætter gang i omstillingen. Læs dem her:
I slutning af august ”vendte bunden” ved Roskilde Havn og frigav giftige svovlbrinter, med øjeblikkelig fiskedød til følge. Vi brugte anledningen til, sammen med Danmarks Naturfredningsforening – Roskilde og Roskilde Oplevelseshavn, at sende et åbent brev til Klima- og Miljøudvalget i kommunen.
43 sider fyldte med ambition, og straks udsat for heftig kritik, et nyt trepartsministerium med Jeppe Bruus i spidsen og Lars Løkke Rasmussen, som åbner for at bruge endnu flere milliarder – alt sammen på under 3 måneder og tilmed lige henover sommerferien og agurketiden. Medmindre du arbejder med treparten, har du næppe styr på den – og med god grund.
