Yes In My Backyard – Klimaløsninger tæt på

24. maj 2024

Vi hører i medierne ofte om negative holdninger blandt naboer til nye VE-anlæg i nærområdet. Hvis vi imødekommer de generende aspekter ved VE-initiativer, kan vi lettere sætte fart på energiomstillingen. Når en forandret havudsigt går hånd i hånd med økonomiske fordele, der understøtter lokalområdet, kan vi så bedre overgive os til grønnere energikilder? – Kan vi komme fra “not in my backyard” til “yes in my backyard”? Nogle er allerede godt igang. Jeg har forsøgt at komme problematikken lidt nærmere ved at se på, hvordan psykologi og mentalitet spiller ind, når vi går fra NIMBY til YIMBY.

Det er efterhånden alment anerkendt, at vi står med store klima- og miljøudfordringer, og at vedvarende energi er én af de løsningsmuligheder, som vi har til rådighed i omstillingen af energisektoren lige nu. Så hvorfor opstår der stadig modstand, når politikere og virksomheder fremsætter forslag om at etablere flere vindmøller eksempelvis, både i kystnære områder og på land?
Not in my backyard er en samlebetegnelse for den holdning, at udviklingen af bl.a. vedvarende energi generelt er nødvendig, men at de konkrete tiltag bare ikke skal genere éns eget nærområde. 

Vi ser regelmæssige eksempler på dette i mediebilledet, og argumenterne kan da også være mere eller mindre velbegrundede. 

Der bliver for eksempel ytret modstand mod etablering af solcelleanlægget i Vor Frue af nogle beboere i Kamstrup, fordi arealet så ikke kan bruges til skovplantning. Der viste sig også modstand mod en ny havvindmøllepark i Jammerland Bugt ved Kalundborg, selvom European Energy, virksomheden bag, havde forventet opbakning og på trods af, at der kommer en køberetsordning, hvor 20% af projektets andele kan købes af interesserede borgere.

European Energy havde forventet opbakning på borgermødet på baggrund af en rundspørge af 100 tilfældige borgere i 2019, som viste positiv opbakning. Realiteten på borgermødet d. 25/04 var dog lidt en anden, nemlig at alle spørgsmålene var kritiske og med efterfølgende klapsalver fra salen. Man kan selvfølgelig sige, at det er naturligt nok, at folk er mere interesseret i at høre om, hvorvidt projektet påvirker dem negativt i stedet for at spørge til, hvordan det kommer lokalområdet til gode.

Testcenteret for protovindmøller i Østerild vil gerne etablere endnu større vindmøller og skal derfor udvides, hvilket fører til at boliger i Nordvestjylland og i en del af Thylejren skal eksproprieres, hvis projektet skal realiseres. Derudover er der også en række dyrehabitatshensyn, der skal tages højde for i de kommende år, inden udvidelsen realiseres. Det møder modstand hos flere beboere i området. Man kan også høre mere om dette i DR’s podcast Genstart: Thylejren blæst bagover fra d. 21/03. Igen beror modstanden måske på, at lokalområdet ikke tydeligt får tilført værdi.

I psykologien taler man om, at der kan være en psykologisk distance til fænomener – det kan f eks. både være en tidslig/temporal, rumlig/geografisk eller social distance. 

Det handler grundlæggende om, at det nære i éns liv tit anskues i mere konkrete og simple træk, hvorimod fænomener der er “langt væk” fra éns eget liv bedre kan forstås mere abstrakt og ses som en del af “det store billede” i verden. 

Den tidslige/temporale distance er i denne sammenhæng den forståelse, at eventuelle konsekvenser ved ændringer i miljø og klima ligger i fremtiden, så derfor behøver jeg ikke bekymre mig om det lige nu. 

Den rumlige/geografiske distance er forståelsen, at effekterne sker langt væk fra mig, så der er ikke en følelse af påtrængende nødvendighed for at gøre noget. 

Den sociale distance er forståelsen, at eventuelle konsekvenser, sker for andre slags mennesker end mig. Der kan på den måde også godt være en grad geografisk distance herunder. Det kan f eks. være, at man tilhører en social klasse, der ikke bliver påvirket i særlig høj grad af klimaforandringer, som det jo er tilfældet med mange i Danmark, fordi vi både er velstillede og bor et geografisk fordelagtigt sted, der bl.a. ikke rammes særligt tit af voldsomme naturfænomener. 

Det umiddelbare behov for at løse de udfordringer vi står med er altså svært at få øje på, og derfor bliver det i højere grad en mental øvelse i at se potentielle samfundsmæssige konsekvenser som f eks. en stigning i immigration til Europa og Danmark eller sværere forhold for de “madkamre”, som vi er afhængige af rundt om i verden. Så… de konkrete tiltag vi prøver at indføre i Danmark – f eks. afgifter på erhvervet, etableringen af mere vedvarende energi eller at gøre menuen i offentlige kantiner mere vegetarisk – de har en meget “nær” påvirkning på folks liv dag til dag men har kun en ret uigennemsigtig positiv effekt på de problemer, som de sigter at løse. 

Det kan på den måde komme til at føles som om, at man ofrer noget uden, at man får noget direkte igen. Alle er efterhånden enige om problematikken, men løsningerne skal indføres på en måde, der imødekommer vores grundlæggende behov for at finde mening med de løsninger eller på en måde, så løsningerne endda påvirker vores liv direkte positivt.     

Derudover er der en tendens i mediebilledet til at fokusere på “outliers” i debatten; de få der har de mest yderligtgående holdninger stilles over for hinanden således, at der pludselig kun eksisterer to poler i den offentlige debat, hvilket igen kan give det indtryk, at mange deler de fås holdninger, som så kan få dem, der har andre holdninger til at holde igen med at dele dem. Selvom det måske er flertallets holdninger, der bliver holdt tilbage. 

Så for at få lokale beboere med på de her tiltag og over i en yes in my backyard tankegang, så er det vigtigt, at man på en eller anden måde får “noget igen”. At de kan se noget værdi i, at der bliver sat en vindmølle op i baghaven. Der er flere eksempler på, at lokalt ejerskab over et VE-tiltag gør det mere spiseligt og endda eftertragtet for et lokalområde, netop fordi værdien forbliver i og kan bruges til at forbedre området. Bl.a. i Hvide Sande, hvor vindmøller blev lokalt forankret i et lokalt selskab, hvilket førte til billigere varmeregninger for beboerne. Eller i projektet Sol over Brenderup hvor en gruppe borgere har etableret deres egen solcellepark på eget initiativ. Projektet er udbudt i folkeaktier.

Energifællesskaber i Avedøre og omkring Sydstevns er i fuld gang med at lægge grund for et medejerskab til private borgere. Landmændene bag et vindmølleprojekt i Salling i Nordjylland vil give en stor del af overskuddet svarende til 179 mio. ud af 240 mio. til de naboer – dvs. op til 1,5 mio. til hver -, der bor inden for den rækkevidde, hvor man vurderer, der vil være gener fra vindmøllerne. Landmændene hiver selv 61 mio. ud i overskud af forretningen, så de kan stadig lige klare sig. Men det er dog et eksempel på, hvor mange penge der er i sådanne projekter, som kan gives tilbage i stedet for at blive hevet ud af lokalområderne.

Energifællesskabsmodellen kan i det hele taget bruges til værdiskabelse i et lokalområde ved, at man har et fælles andelsselskab, som beboerne i området kan investere i og have medbestemmelse over i forhold til, hvad selskabets midler skal gå til. Se eventuelt mit tidligere indlæg om energifællesskaber.

Så måske skal vi både have en forståelse for, at det er naturligt ikke at ville ofre uden at kunne se, hvad ofret bidrager til inden for det nære verdensbillede og så etablere flere og bedre kompensationsløsninger eller helst decideret økonomisk fremmende løsninger, som vi efterhånden ser flere eksempler på i Danmark. 

Derudover skal direktiver fra EU i højere grad integreres aktivt i dansk lovgivning samtidigt med, at man faktisk arbejder for lokal forankring af klima- og miljøtiltag og ikke fra politisk side prioriterer de store erhvervsinteresser.     

Vi skal selvfølgelig løfte ligeligt, men på samme måde også modtage retfærdigt.

Erfaringer om yes in my backyard: Rådet for Grøn Omstilling YIMBY rapport